Rokoko er en stilhistorisk betegnelse, som man senere har givet stilen som dominerede 1700-tallet. Ordet kommer af det italienske ”rocaille”, som er en benævnelse for de imiterede sten man i 1700-tals Italien brugte til at skabe kunstige grotter, og stilen havde da også sit udspring i arkitekturen og møbelkunsten.

Som Irene Scalbert skriver i sin artikel ”The Rococo Revolution”, så er rokokoens rygte noget omstridt: ”Rococo is seen as charming but frivolous, amusing but superficial, refined but effete, affecting but rootless” [s. 11-12], og hun fortsætter med at fortælle, at mange arkitekturhistorikere har overset rokokoen og blot set den som et kort mellemspil i klassicismens tid.

Hvad angår fransk maleri består denne klassicisme af Le Brun og det franske akademis autoritet på den ene side af Watteau, og David og det nye regimes nyklassicisme på den anden. Emil Hannover skriver i sin bog om Watteau fra 1888 en lille anekdote om Watteaus ”Indskibningen til Cithera", en anekdote som rammende illustrerer denne rokokoens skæbne:

”I de første Aar af dette Aarhundred hang 'Indskibningen' i en af Akademiets Studiesale, hvor det maatte tjene til Skive [for] Elevernes Kugler af Brød og Leer. Særlig 'de Primitive', de i de Davidske Doktriner yderlig forstokkede, fandt naturligvis Mishag i daglig at maatte have dette Minde om det forhadte attende Arhundred for Øje, og en Dag sprang èn af dem op paa et Bord og slog en knyttet Næve ind i Watteaus Billed.” [s. 41-42]