Med Watteau sker der i 1700-tallet noget nyt i det franske maleri som peger frem mod modernismen i sidste del af 1800-tallet. Både rokokoen og impressionismen opererer med en semiotisk bevidsthed om forførelse af beskueren via en diskursivitet der skuffes af et figurelt overskud.

Kunsthistorikeren Michael Fried har i sin bog "Manet's Modernism" argumenteret for at Manet citerer Watteau. Ovenstående sammenstilling af Watteaus "Den Indifferente" og Manets "Absinthdrikkeren" stammer fra Frieds bog. Her påpeger han at den unaturlige fodstilling hos Manet er en reference til Watteaus "Den Indifferente". Man kan endvidere sige, at det er et led i den iscenesættelse som Manet skaber omkring figuren som "Absinthdrikkeren", da han er en simpel vagabond som Manet har iklædt adskellige kunsthistoriske referencer, bl.a. Watteaus indifferentes teatralske fodstilling.

I Watteaus "Gilles" bliver denne teatralitet endnu mere tydelig, da vi her frontalt ser en Pierrot figur som konfronterer beskueren med sit blik, ligesom han selv konstant er udsat for andres blikke. Hans udklædning er hvid, skinnende, iøjenfaldende.

Manets "Olympia" ses ligeledes på denne måde, med sit insisterende blik og overeksponerede, hårdt konturerede krop, udfordrer hun beskuerens blik. Det er netop denne teatralske iscenesættelse og forførelse Watteau og Manet har tilfælles.

Litteratur:

Michael Fried: Manet's Modernism or the Face of Painting in the 1860s, University of Chicago Press, 1996