Watteau optages i 1717 på det Franske Akademi. Plax skriver at akademiet i første omgang kategoriserede Watteaus "Indskibningen til Cithere" som et historiemaleri, da det i protokollen fik en titel, hvilket kun var kotyme ved historiemalerier. Hvis nogen indleverede et genremaleri som f.eks. stilleben, landskab eller portræt, et maleri som var længere nede i genrehierarkiet, så angav man kun genren og ikke titlen. Men noget tyder på at opfattelsen af Watteaus maleri ændrede sig, for titlen ”Pilgrimsrejsen til Cythera” blev streget ud og der blev i stedet blot skrevet ”en galant fest”, som var det et genremaleri. Altså optages Watteau på det Franske Akademi til trods for, at han ikke laver historiemaleri. Forventningen fra akademiets side da Watteau blev kandidat var formentlig at han som sit adgangsstykke ville producere et maleri i den store genre, historiemaleriet.

I sin artikel "Subversive opera ballet" skriver Georgia Cowart at Watteau laver et "turn from the hierarchical structure of earlier academic painting to the egalitarian orientation of a more informal group dynamic” [s. 461], en gruppe-dynamik som Mary Vidal i sin bog "Watteau's Painted Conversations" har beskæftiget sig med.

Watteaus optagelse på akademiet kan ses som et led i den større disput der på dette tidspunkt fandt sted mellem tilhængere af hhv. Poussin og Rubens. Poussin står for det klassiske historiemaleri, renæssancens ordnede perspektiv og beherskende blik, mens Rubens og de andre barok malere sprænger dette med et væld af rytmiske bevægelser og modbevægelser. Selvom Watteau aldrig officielt placerede sig i denne debat så er han tydeligt influeret af det flamske og Rubens.

	Antoine Watteau: Les Plaisirs du Bal		Rubens: Le Jardin d'Amour

Uaflæseligheden i "Indskibningen til Cithera" demonstrerer hvorledes Watteaus malerier ikke er i overensstemmelse med akademiets opfattelse af historiemaleriet. Hermed ser vi altså noget nyt ske i det franske maleri, en maler som i høj grad maler moderne subjekter som udklæder og iscenesætter sig, interagerer og fordyber sig i hinandens samtaler. Dette peger frem mod impressionismen og i særlig grad Edouard Manet, en maler der ligesom Watteau skildrer moderne subjekter og deres iscenesættelse af sig selv. Kunsthistorikeren Michael Fried har i sin bog "Manet's Modernism" argumenteret for at Manet citerer Watteau.

Litteratur:

Julie Anne Plax: Watteau and the Cultural Politics of Eighteenth-Century France, Cambridge University Press, 2000

Pierre Rosenberg: From Drawing to Painting, Princeton University Press, 2000

Georgia Cowart: "Watteau's 'Pilgrimage to Cythera' and the Subversive Utopia of the Opera-Ballet", The Art Bulletin, vol. 83, no. 3, Sep. 2001

Mary Vidal: Watteau's Painted Conversations, Yale University Press, 1992